The Loneliness of Evening

[Deleted]

Tag: Jackson Dempsey

Azkaban havde ligget meget stille hen denne dag, aften, nat, hvad end det så var i øjeblikket. Morag sørgede jo mest for de øverste etager, og der var det lige godt, hvilken tid på døgnet, det var, der var lige mørkt hele vejen rundt. Klokken kunne i øjeblikket ligeså vel være to om eftermiddagen, som den kunne være to om natten. For Morag ville det udgøre det samme. Som leder af stedet, så var hun jo ikke tvunget til at forlade det og komme tilbage på bestemte tidspunkter, selvom hun var tvangsindlagt til at være ude fra stedet et vist antal timer om måneden. Han hun selv valgt, så boede hun på stedet, og det gjorde hun jo sådan set også, når hun ikke behøvede at forlade det. Hun behøvede ikke engang gå hele vejen hen til hendes kontor. Hun behøvede jo egentlig bare at finde sig et hjørne og lægge sig dér som hund.
Hundeskikkelsen var den, hun altid begav sig rundt med på stedet. Det skærmede hende vel imod dementorene, der lod hende være. Det betød dog ikke, at fangerne gjorde, da de hurtigt lærte denne skikkelse at kende. I øjeblikket stod hun faktisk og kæmpede med en fange, der havde taget fat i hendes ene bagben, og hun kunne ikke hive det til sig. Det var først, da det begyndte at gøre virkelig ondt, hun bed ham i hånden, så han slap omgående. Dette kostedet selvfølgelig også et ganske højt skrig fra fangen samt den bidske lyd, Morag selv havde givet fra sig. Hun lagde dog ikke mere i det, da hun ikke vidste, om der var nogen i næheden eller ej, så hun fortsatte videre, som om intet var hændt... Selvom hun dog kunne mærke benet en smule, men det skulle jo bare gåes væk.

[Jackson Dempsey]

Jackson havde taget et par ekstra timer, både for at tjene lidt ekstra, men også for at kunne være der lidt mere for hans lillesøster, som i forbindelse med Theodores overtagelse af Ministeriet, var røget ind og sidde. Han gik ned af gangene, det var meget forskelligt hvilken etage han var på, nogen dage helt oppe i toppen, andre nede ved de mindre kriminelle.

Denne dag havde han taget en ekstra vagt oppe, hvor han lige nu var i gang med en helt almindelig runde, for at tjekke alle fangerne var hvor de skulle være, når der om en lille times tid var aftensmad. Det høje skrig fra en fange, fangede hurtigt Jacksons opmærksomhed, han satte derfor i løb, trak sin stav, for at være forberet på det værste, som man jo stort set altid skulle på et sted som Azkaban. "Hvad sker der her?" sagde han i en hård tone, og satte tempoet ned til gågang, men holdt stadig sin stav, klar til at hjælpe, hvis der var brug for hans hjælp. Han vendte blikket mod hunden, "Godaften, kusine.." sagde han.

[Deleted]

Det generede faktisk ikke rigtig Morag ikke sådan at have nogen ordentlig fornemmelse for tiden derinde. Det havde selvfølgelig været praktisk at vide, hvad klokken var, og hvor mange dage, der var gået. Ej heller var hendes søvncyklus specielt fast, men det var nærmest ligegyldigt. Det var jo ikke ligefrem fordi, hun havde noget, der ventede på, at hun skulle komme hjem i ordentlig stand. Hun var mindst ligeså alene, som hun altid havde været. Noget, der før i tiden havde deprimeret hende en smule, men som hun var blevet ældre og havde vænnet sig til tanken, var hun blevet klar over, at sådan var det bare.
Morag vendte hovedet brat, da nogen kaldte omme bag hende. Det tog hende heller ikke længe at identificere stemmen og også snart lugten efterfulgt at synet af personen. Roligt skiftede hun fra sin hundeskikkelse til sin menneskeskikkelse. "Godaften, kære fætter," sagde hun med et langsomt nik i hans retning. Selvom, med hans idealer og familiens, så havde de to nu aldrig set hinanden som specielt gode venner. Det var i hvert fald det indtryk, hun selv havde fået, men han kunne selvfølgelig have det anderledes.
"Det er længe siden, jeg har set dig så højt oppe," bemærkede hun uden at ændre det fjerneste på det kolde, skarpe, næsten døde blik, der havde tendens til at få folk til at føle sig meget ukomfortable i hendes selskab. Eller, det var i hvert fald en af synderne.

[Jackson Dempsey]

Staven stod Jackson stadig med, i mens han så til, Morags forvandling fra hund til menneske. Der var generelt ikke ret meget af familien som Jackson brød sig om, eller som brød sig om ham, for den sags skyld. Primært var det nok fordi hans og familiens holdninger omkring blodstatusser langt fra stemte over ens.
Han gengældte hendes nik, ganske roligt. "Forandrig fryder, er det ikke det man siger.." svarede han, og vendte blikket ned mod en af de mange gange, "Jeg hørte nogen skrige, hørte du det også?" spurgte han og vendte blikket tilbage på Morag. Han havde som sådan ikke noget i mod Morag, så godt kendte de jo heller ikke hinanden. Han vidste bare at de var fætter-kusine. Hans egentlig mål med at være så højt oppe, var at kunne befrie Scott og Mattheus. Ikke at det var det han var i gang med nu, men han skulle finde ud af hvordan de hurtigst og sikkert ville kunne komme væk, når først de var ude af deres celler.

[Deleted]

"Sandt nok," besvarede Morag uden yderligere bevægelse end munden. En af de mere truende faktorer omkring hende. Hendes tendens til at stå fuldkommen stille og pierce en med sine øjne, mens man talte med hende.
Morag stirrede stift, mens med et køligt blik på sin fætter. "Ja, det gjorde jeg," sagde hun og nikkede ganske langsomt, før hun tilføjede: "men det er intet at bekymrer sin om. Når man tirrer en hund, bider den, ved du nok." Det burde være hint nok for ham til at gætte sig til, hvad der var foregået deroppe. Fangerne var jo trods alt de farligste på denne etage, så det var ingen forbrydelse at bide igen. Eller, det plejede at være de farligste, der sad indespærret deroppe, indtil Dødsgarden naturligvis besluttede sig for at fylde stedet op med de uduelige aurore. Hvis de absolut skulle være der, kunne det i det mindste have været på en af de nedre etager, for de var ikke halvt så farlige som nødvendigt til denne etage.
Morag tog langsomt et par skridt nærmere uden at fjerne sit blik. "Er dit eget område under bevogtning?" Spurgte hun.

[Jackson Dempsey]

På mange punkter var Jackson en rigtigt drengerøv, men når han var på arbejde og i disse tider, så var han ret alvorlig. Han hadede at dødsgarden havde overtaget Ministeriet. Han kunne ikke forestille sig nogen værre ledelse, men han kunne som ene mand, jo ikke gøre ret meget, andet end at passe sit arbejde og gøre det så godt for de uskyldige fange som var ham muligt.
Hvor han dog hadede de klode blikke Morag kunne sende, selvom hun ikke skræmte ham, så var hun hans chef, og han havde ikke lyst til, at miste sit job, eller blive uvenner med hende. Han himlede let med øjnene, "Ja, det siger man jo.." svarede han og kunne godt gætte sig til, at det var Morag som havde bidt en fange, hvorfor ville han ikke blande sig i, han måtte jo gå ud fra, at hun ikke bare rendte rundt og bed tilfældige fanger fordi hun kedede sig.
Han sukkede en smule opgivende, "Nej, jeg tænkte de godt kunne passe dem selv i nogle timer.." svarede han ironisk, og rystede så lidt på hovedet, "Selvfølgelig er det under bevogtning, jeg havde bare brug for at komme lidt væk fra den etage, så jeg byttede med en af de andre" forklarede han, selvom det var delvis løgn, men han vidste ærligt talt ikke om han ville kunne stole på hende, og han tog bestemt ingen chancer.

[Deleted]

Azkaban havde hærdet hende. Før sin uddannelse som auror havde Morag været en stille, genert og til tider direkte bange pige med et udseende derefter. Hendes ringe størrelse og det lange, lyse hår havde altid givet folk et præg om, hvor uskyldig hun egentlig var. Derfor havde de holdt fingrene fra hende. Det var først, da hun begyndte sin uddannelse, hun begyndte at tilegne sig folks respekt. Hvad de dog ikke vidste var, at hun på det tidspunkt og havde mord på samvittigheden. Noget hun havde det frygteligt med dengang. Men så kom hun til Azkaban. Nytteløst at sige, at alle hendes følelser nærmest var blevet suget ud af hende dér. Hun var egentlig bare en skal på mange måder. Men så alligevel ikke.
Uden at fortrække en mine trådte hun yderligere et par langsomme skridt nærmere sin fætter, så hun nu kun stod et par meter fra ham. "Var din mund, Dempsey, jeg er stadig din chef," påmindede hun ham med iskold stemme, der sådan set bare lå til hende som normalt stemmeleje. Morags mistanke om, at der var noget mere bag, blev nu vækket. Hvorfor skulle han dog søge op til en endnu værre etage, hvis han trængte til pause? Det virkede ganske usandsynligt.
"Jaså," sagde hun med samme toneleje som før. "Et pudsigt sted at vælge til en pause. Hvor gik du ikke længere ned i stedet?"